Seniorfolkemødet 2026 rykker til Paradepladsen – klar til flere deltagere og nye muligheder
Seniorfolkemødet i Viborg har i en årrække haft hjemme på sØnæs, hvor tusindvis af aktive seniorer er mødtes til debat, musik, fællesskab og bevægelse. Men nu er tiden kommet til at rykke videre.
Når Seniorfolkemødet løber af stablen i 2026, bliver det på Paradepladsen. Flytningen skal sikre, at det populære arrangement kan vokse og udvikle sig i takt med den store opbakning, og samtidig skabet et tættere samspil med Viborg Snapsting. Seniorfolkemødet vil forsat være et selvstændigt arrangement.
– Vi har haft nogle fantastiske år på sØnæs, men vi er ganske enkelt vokset ud af rammerne. Der er begrænsninger i forhold til udvidelse, sikkerhed og adgangsforhold – og det er både praktisk og økonomisk krævende at indrette et vådområde til et så stort arrangement. På Paradepladsen får vi bedre plads, bedre adgangsforhold og langt mere fleksible rammer for at udvikle Seniorfolkemødet, siger projektleder Anne-Grethe Nielsen.
Bedre tilgængelighed og flere parkeringspladser
En af de store gevinster ved flytningen er tilgængeligheden. Paradepladsen byder på gode adgangsforhold for både gæster, oplægsholdere og beredskab – og ikke mindst markant bedre parkeringsmuligheder.
Samtidig betyder de nye rammer, at Seniorfolkemødet vil arbejde tæt sammen med Snapstinget i forhold til pladsen og nole af leverandørerne. Paradepladsen skal senere på ugen danne ramme om både Viborgs Største Dimissionsfest, Hærvejsløbet og Hærvejsmarchen, der er praktiske fordele i forhold til logistik og opbygning at hente ved at bruge den samme eventplads.
- Vi glæder os til at få Seniorfolkemødet endnu tættere på Snapsting. Vi har altid samarbejdet, men nu rykker vi også fysisk tættere sammen. Det er et virkelig stærkt koncept, der tiltrækker gæster fra nær og fjern. Mange kommer langvejs fra, og vi håber selvfølgelig, at de også får lyst til at opleve lidt mere af Snapsting, siger Anne Sofie van Norde, der er eventmanager for Viborg Kommune.
Ambitioner om endnu mere indhold
Arrangørerne arbejder allerede nu på at sammensætte et program, der kombinerer kultur, musik, aktuelle debatter, fællesskab og sociale aktiviteter – med fokus på det aktive seniorliv.
– Seniorfolkemødet er blevet et stærkt mødested for engagement, nysgerrighed, sundhedsfremme, forebyggelse og livsglæde. Med de nye rammer kan vi løfte ambitionerne og skabe endnu bedre oplevelser for både deltagere, foreninger og samarbejdspartnere, udtaler styregruppen for Seniorfolkemødet.
Seniorfolkemødet har de senere år samlet omkring 4.500 deltagere, og ambitionen er klar: I 2026 sigter arrangørerne mod 5.500 deltagere.
Seniorfolkemødet 2026 finder sted onsdag 24. juni i forbindelse med Viborg Snapsting – og arrangørerne glæder sig til at byde både kendte og nye ansigter velkommen på Paradepladsen.